Pölseum

På Den Smagløse Café findes et kulørt mikromuseum, der udstiller en imponerende samling af pølser. 

Danmarks første (og eneste) Pölseum har eksisteret siden 2013, og har gennem tiden affødt både grin, undren og væmmelse. 

Værket, der består af stimevis af konserverede pølser fra hele verden, serveres råt og farvestrålende til beskueren, der må indse, at vor allesammens kulturelle fællesnævner både kan og bør anskues fra forskellige perspektiver.

”For beskueren formidler kunstværket både genkendelsens glæde og budskabet om pølsen som kulturel fællesnævner: Uanset, hvor den er  konserveret eller hjembragt fra, ligner pølsen altid det den er; en pølse.”

En ukendt samler 

Bag Pölseum gemmer sig en anonym samler, der siden 1986 har samlet og skabt Danmarks største privatejede samling af pølser på glas, dåse og i vaccum. Samlingen, der tæller konserverede pølser fra Danmark, Europa, USA og Asien, rummer en perlerække af varianter af en fødevare, ingen kan sige sig fri for at have et forhold til. I 2013 blev samlingen doneret til Den Smagløse Café, hvor den nu er udstillet. 

Ny pølse til samlingen 

I 2025 blev en ny pølse optaget i den imponerende samling. Dagen blev markeret med en Pølseindsættelsesceremoni, hvor venner og stamgæster fra nær og fjern var inviteret til at beskue pølsen.

Forud for pølseindsættelsesceremonien gennemgik Pölseum en mindre restaurering, hvor de mest eroderede pølsedåser, med efterhånden udefinerbart indhold, blev taget ud af samlingen. Diverse pølsevæsker og safter blev tørret op med en klud, så samling af pølser på glas, dåse og i vaccum præsenterer sig bedst. 

 

Pölseum
Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside, vise personligt tilpasset indhold og give dig en god oplevelse på nettet.